Når den nye kat nyser
Hvis du har fået en kat der nyser, er det så en god idé at få en kat mere fra samme opdrætter?
Besked:
Jeg har to hankatte; en ragdoll på 2,5 år og en hellig birma på 1
år. Vi er rigtigt glade for dem begge og har reserveret endnu en
killing fra birma-opdrætteren, men er nu løbet ind i problemer.
Min 1-årige birmas kuld havde øjenbetændelse hos opdrætteren som
killinger, og det var lige blevet fint igen da vi hentede ham. Vi fik
dog at vide, at det nok ville blusse op når vi kom hjem med ham pga. flyttestress. Det var vi indstillede på, og det kom også. Han fik
øjenbetændelse og nøs lidt en gang imellem, og da øjenbetændelsen
gik over blev han ved med at nyse. Det gik lidt i sig selv, men kom
så tilbage igen, hvor han kunne få nyseanfald et par gange om dagen
– og det gik så i sig selv igen. Det kommer af og til tilbage at han
nyser, men min anden kat er ikke påvirket af det. Vi har ikke tillagt
det noget særligt før nu, fordi han ikke har virket særligt
påvirket/syg af det.
Vi har nu konsulteret vores dyrlæge for at finde ud af, hvad han
fejler og han bliver testet for blandt andet klamydia og herpes (der
er blevet lyttet på hans lunger og de var fine). Dyrlægen har
opfordret os til at genoverveje, om vi vil have en killing fra samme
opdræt, fordi vi kan risikere at få en syg killing. Selvom det
skulle vise sig at min birma er rask virker min dyrlæge stadig
skeptisk. Mine katte er indekatte i vores 90kvm lejlighed, men har
adgang til kattesikret altan og er ellers sunde og raske. Den killing
vi har reserveret er den største og sundeste af alle killingerne.
Hvad er jeres bud?
Mvh. Sabine
Hej Sabine
Jeg kan godt forstå din dyrlæges skepsis. Jeg er næsten sikker på, at din dyrlæge er en dyrlæge med mange års erfaring og ikke en nyuddannet dyrlæge.
Dem der har mange års erfaring har nemlig oplevet, at de kan undersøge en kat nok så grundigt som han/hun også gør med din kat og ikke finde det eksakte virus, som forårsager din kats øjenbetændelse og nysen. Din dyrlæge har så erfaret ligesom os andre, at antibiotikabehandling kun virker for en periode, hvorefter din kat begynder at nyse igen. Det har vi oplevet mange gange.
En behandling som jeg har set positiv effekt af er antibiotikabehandling med tetracyklin 2 måneder i træk. Ved en sådan behandling har jeg set katte blive helbredt for deres nysen. Behandlingen kan dog først foretages efter katten har skiftet sine mælketænder, da de blivende tænder ellers vil blive gulligt misfarvede.
Som du kan se vil jeg ikke råde dig til at få en killing fra det samme sted, før den opdrætter har saneret sit kattehold. Der er jeg helt på linie med din dyrlæge.
Med Venlig Hilsen
Ole B. Jensen
Gærum Dyreklinik.
No comments yet.