Hvalpefoder

Vores anbefalinger om fodring af hvalpe.

Mens din nye hund er hvalp vokser og udvikler den sig hurtigt. Hvalpe har derfor brug for et hvalpefoder, der er specielt sammensat til hvalpe. Da din hvalps behov for næringsstoffer adskiller sig væsentligt fra en voksen hunds behov er det meget vigtigt, at du giver den et hvalpefoder af god kvalitet i dens første leveår.

Fodring af din hvalp de første par dage efter du har fået hvalpen.

Når du har fået din nye hvalp hjem er det en god idé, at fortsætte med det hvalpefoder og den mængde og hyppighed, som hvalpen fik hos opdrætteren.

Herefter kan du gradvist skifte over til det hvalpefoder, som du har valgt ud fra de anbefalinger, du har modtaget fra os eller din dyrlæge.

Foderændringen skal foregå gradvist over en uges tid for at undgå fordøjelsesforstyrrelser med diarré. Start med at blande 25 % nyt foder med 75% gammelt foder og anvend denne blanding i et par dage. Herefter laves en blanding med 50 % nyt hvalpefoder og 50 % gammelt hvalpefoder, som så anvendes i et par dage. Til sidst anvender du 75 % nyt hvalpefoder og 25 % gammelt hvalpefoder i et par dage og din hund er nu klar til at få 100 % af det nye foder.

Hvis din hvalp på noget tidspunkt begynder at kaste op, få løs afføring eller hård mave, skal du nedsætte hastigheden af foderskiftet.

Fodertype

Du kan vælge at give din hvalp vådfoder eller tørfoder. Vi anbefaler tørfoder. Vådfoder/dåsefoder indeholder typisk mere fedt og ofte 80 % vand. Dette gør dåsefoder ganske dyrt at anvende, hvis du forestiller dig, at du først vrider de 4/5 vand ud af foderet. Tørfoder indeholder typisk omkring 10 % vand og er mere økonomisk, samt lettere at anvende og ikke mindst bedre for din hund efter min mening.

Når det gælder hvalpefoder får du i reglen, hvad du betaler for. De billigste typer fremstilles af de billigste råvarer. Af denne årsag er den biologiske værdi også mindre end ved kvalitetsfoder. Dette gælder ikke mindst foderets indhold af protein, som er din hvalps byggesten, som har nedsat fordøjelighed. Dette betyder, at en stor del af det billige foder passerer ufordøjet gennem din hvalps fordøjelsessystem. Kvalitetsfoder indeholder bedre råvarer fra kilder med højere biologisk værdi.

Bedre råvarer betyder igen, at din hvalp udnytter foderet bedre og hvalpen behøver derfor ikke at spise så meget af kvalitetsfoderet, hvilket igen giver en mindre mængde efterladenskaber at samle op.

Husk at bagsiden af foderposen med indholdsoplysningerne ikke fortæller hele sandheden. F.eks. mangler oplysninger om procent fordøjelighed, hvilket er af stor betydning for, hvor stor en del af hvalpefoderet din hund får gavn af.

Madrester fra bordet bør ikke anvendes.

Begynder du først at give din hvalp rester fra familiens aftensmad m.v. holder det aldrig op igen. Rester indeholder ofte for mange kalorier og er ikke afbalanceret til hvalpen. Desuden er vitamin og mineralindholdet helt forkert til din hvalp. Rester kan forårsage diarré og andre fordøjelsesforstyrrelser hos hvalpen.

Rester mætter godt nok din hvalp, men giver ikke din hvalp de næringsstoffer, som den hurtigt voksende hundekrop har behov for. Desuden lærer du din hvalp at tigge ved bordet, hvilket vil gøre opdragelsen af hvalpen vanskeligere.

Hvor ofte skal hvalpen fodres?

Du bør ikke lade hvalpen have adgang til foder døgnet rundt. Du bør være til stede, når hvalpen skal fodres, da din hvalp bør have faste rammer også ved fodringen. Dette gøres bedst ved at give hvalpen det foder den kan æde på bestemte tidspunkter.

Hvalpe under 6 måneder bør fodres tre gange dagligt. Efter de 6 måneder er to gange dagligt tilstrækkeligt.

Ved at fodre din hvalp på faste tidspunkter vil den i reglen også besørge på faste tidspunkter, hvilket vil lette dig i arbejdet med at gøre hvalpen renlig.

Gør det til en god vane, at give din hvalp lidt hviletid efter fodringen. Lad ikke børn eller andre lege med hvalpen den første gode times tid efter den er blevet fodret, da dette kan give lidt mavebesvær. Skal hvalpen derimod besørge, skal den naturligvis have lov til det.

Foder mængde til hvalpen.

Mængden af foder til din hvalp bør ikke dikteres af, hvad der står på foderposen. Det der står på posen er et udmærket udgangspunkt, men efter min erfaring har rigtigt mange hvalpe brug for mindre end der står på posen og enkelte hvalpe har brug for mere foder. Reguler fodermængden så hvalpen har en passende vægt, hvilket er hverken for tyk eller for tynd. Husk altid at hvalpen skal have adgang til vand under eller umiddelbart efter måltidet.

En af de ting vi ofte hører som dyrlæger er, at hvalpen ikke vil spise nok. Ejeren synes, at hvalpen ikke vokser hurtigt nok eller er for tynd. Dette medfører, at ejeren lokker hvalpen med madrester og lignende.

Gør det aldrig! Vækstraten og hvalpens appetit på et hvalpefoder af god kvalitet er primært dikteret af hvalpens genetiske disposition. Lad endelig være med at forsøge at få din hvalp til at vokse hurtigere, eller blive til noget den ikke er. Dette vil kun give dig problemer i form af knogle og ledskader hos din hvalp. Giv hvalpen det foder den vil have og lad dens krop og genetiske disposition styre resten.

Godbidder

Godbidder bør ikke udgøre mere end maksimalt 10 % af hvalpens kalorieindtag. (ikke meget hos miniature racer). Din hvalps foder er dens eneste kilde til næring og du bør derfor ikke fylde hvalpen op med godbidder, inden den skal fodres.

Godbidder kan du anvende ved træning af din hvalp for at belønne en god opførsel, men lad være med at overgøre det.

Anbefaling af et hvalpefoder af høj kvalitet.

Ved du ikke hvilket kvalitetsfoder du skal give din hvalp vil jeg anbefaleCPD XL hvalpefoder Specific CPD fra Dechra. Dette er et kvalitets hvalpefoder, der er udviklet af en medicinal koncern med den faglige ekspertise både vedrørende ingredienser og råvarer dette medfører.

Specific CPD leveres fragtfrit på din bopæl og du kommer til siden, hvor du kan købe det ved at klikke her>