7 årsager til at din hund tisser blod

Syv årsager til at din hund tisser blod.

Det kan se drabeligt ud, når en hund pludselig tisser blod. Se bare billedet herunder. De fleste hundeejere vil blive noget forskrækkede og bekymrede i den situation.

Blod-i-urinen

Blod i urinen i sneen. Læg mærke til normal urin oppe til venstre

Der kan være mange forskellige årsager til, at en hund pludselig tisser blod. De mest almindelige gennemgås nedenfor.

Hvad er årsagen til at din hund tisser blod?

1. Blærebetændelse.

Denne sygdom ses lang hyppigst hos tæver. Tæven har i modsætning til hanhunden et kort urinrør med relativt stor diameter. Det korte urinrør gør, at der let trænger bakterier op i tævens urinblære. Tæven har nu fået en blærebetændelse og i en række tilfælde er betændelsen så dybtgående, at hun tisser blod. Det samme er selvfølgelig tilfældet i de sjældne tilfælde, hvor en hanhund får blærebetændelse.

2. Urinvejssten.

I modsætsætning til blærebetændelse ses problemer med urinvejssten langt hyppigere hos hanhunde end hos hunhunde. Dette skyldes hanhundens lange smalle urinrør, hvor urinsten kan kile sig fast og blokere for urinens frie passage. Hos tæver passerer mindre urinsten ofte uden symptomer.

Når en hund danner urinvejssten eller urin krystaller kan disse beskadige urinvejene, så urinen bliver blodtilblandet.

3. Svulster eller kræft i urinvejene.

I nogle tilfælde kan der dannes en kræftsvulst i urinblæren. Sådanne kræftknuder kan begynde at bløde, så urinen bliver blodtilblandet.

4. Trauma mod urinvejene.

Ved udefra kommende trauma/beskadigelse af urinvejene, herunder urinblæren vil hunden kunne tisse blod. Eksempler kan være påkørsel af hunden, beskadigelse af hanhundens tissemand o.s.v.

5. Lidelser i blærehalskirtlen.

Ved sygdom i hanhundes blærehalskirtel også kaldet prostata kan der ses blodtilblanding til urinen. Lidelsen kan være svulster eller betændelse i kirtlen.

6. Ved forgiftning.

Hvis din hund bliver forgiftet med f.eks muse eller rottegift, der forhindrer blodet i at størkne, kan hunden tisse blod. Der vil dog også være andre symptomer på forgiftning med blødninger andre steder fra kroppen.

7. Babesiose.

Ved flåtbid (tægebid) kan der overføres en sygdom til hunde som hedder barbesiose. Sygdommen kaldes også blodpis. Ved denne sygdom er det karakteristiske symptom, at hunden tisser blod. Denne sygdom forekommer dog ikke i Danmark.

Er det farligt, hvis din hund tisser blod?

Det behøver det ikke at være. Er der f.eks tale om et lettere trauma på urinblæren eller urinvejene i det hele taget, er der tale om en helt banal lidelse, der reparere sig selv.

Hvad skal du gøre hvis din hund tisser blod?

Hunden bør tages til dyrlæge for at finde årsagen til at den tisser blod. Som beskrevet ovenfor findes der flere mulige årsager og nogle af dem er dødelige, såfremt din hund ikke får den rigtige behandling.

Dyrlægen vil ofte udføre en række forskellige test på din hund for at finde årsagen og herefter behandle din hund i overensstemmelse med diagnosen.

Har du spørgsmål om din hund, der tisser blod kan du stille dem her>