Sammenføring af to katte (killinger)

Fra:
Mai

Har i nogle gode fif til at føre to katte sammen? Det er en hun på
26 uger og en han på 13 uger. Ingen af dem er neutaliseret. Jeg har
introduceret dem ved at holde den nye killing som er 13 uger og lade
dem være tæt ved mig og min gamle kat har slået ham og bidt ham i
hovedet et par gange. Hun har hvæst af ham hvis han kommer for tæt
og jeg har talt blidt og afbrudt det når hun har gået til ham. Han
har begge gange ligget på ryggen og bare villet lege med hende. Jeg
er i tvivl om hvor tidligt/sent jeg skal bryde ind? Det skal siges at
jeg fik ham hjem torsdag aften og så har de skiftes til at være i
hvert rum og brugt hinandens kattebakke således at de har vænnet sig
til duften af hinanden. Jeg har også brugt feliway. Dertil har døren
været på klem så de kunne se, dufte og puffe til hinanden. Jeg
forsøgte at føre dem sammen fredag aften hvor jeg slap dem fri i et
rum men den lille angreb hende straks i leg så hun blev bange og
hårene rejste sig. Så afbrød jeg straks mødet. Nu har jeg så
introduceret dem to gange i dag stille og roligt. Jeg håber at der er
nok informationer til at i kan give mig nogle råd. Vigtigst er
egentlig “hvor meget skal jeg lade dem slås før jeg bryder ind?”

Hej Mai.

Jamen kattene skal ikke slås her i starten. Den lille kat er legesyg og det forstår din “gamle” hunkat endnu ikke. Derfor hvæser hun, hvilket er helt naturligt for en kat.
Jeg vil foreslå, at du ikke kommer kattene direkte sammen endnu. Brug en til to uger, hvor de har hver sit opholdsrum, men hvor de kan se hinanden. Skift gerne rum mellem de to katte indimellem så de vænner sig til hinandens dufte. Herefter tager du en transportkasse og kommer den unge kat i den og stiller den på et “neutralt” sted, hvor din gamle kat kan hilse på din nye kat på tættere hold. Når der efter nogle dage forhåbentligt ikke er megen hvæsen tilbage, lader du kattene bytte rolle, så den gamle kat kommer i transportkassen i et par dage. Herefter forsøger du at lukke dem sammen under overvågning. De må ikke slås. Gør de det starter du forfra. De må gerne lege med lidt potekamp.

Håber det hjælper. Feliway er ok, men gør ikke arbejdet alene.
Spørg bare igen, hvis der opstår flere problemer hen ad vejen.

Venligst
Ole B. Jensen
Dyrlæge