Nyreslag – Tying Up

Nyreslag eller Tying Up er en muskellidelse hos heste.

kryds hest

kryds hest

Heste får let problemer med musklerne, fordi der opstår en unormal omsætning af energien i hestens foder. Affaldsprodukterne fra energiomsætningen forårsager betændelse i muskelcellerne, som igen medfører smertefulde spasmer i de store muskler i ryggen og bagparten. Hesten stopper op og kan ikke bevæge sig for smerter.

I gamle dage kaldte man sygdommen for påskesyge eller fridagssyge. Dengang blev hestene brugt som trækheste på gårdene rundt omkring. Hestene fik masser af korn at æde, så de kunne holde til det hårde arbejde i marken med at trække ploven. Når de så havde en fridag og samtidig fik deres vante foderration, var det ikke ualmindeligt, at de fik nyreslag mandag morgen, når de blev taget i brug igen.

Det samme scenario gælder også i dag. Nyreslag ses oftest hos heste, der får meget kraftfoder og har en eller nogle få fridage eventuelt samtidig med, at de står meget på stald. Nyreslaget opstår så, når man tager hesten i brug igen.

Undersøgelser har dog vist, at nyreslag kan have flere årsager end simple fejl ved den måde man behandler hesten på. Der findes genetisk-arvelige faktorer, der gør nogle heste mere udsatte for nyreslag. Hos heste der får flere efterfølgende nyreslag, findes der en række diagnostiske undersøgelser, der kan påvise den specifikke årsag til nyreslaget. Disse undersøgelser kan indbefatte blodanalyser for muskelenzymer og elektrolytter samt biopsi af muskelcellerne.

Den mest almindelige metode til at forhindre nyreslag er at reducere tildelingen af kraftfoder, når hesten skal have fri og i det hele taget, at bruge hesten regelmæssigt (dagligt). Den regelmæssige brug kan være en ting så simpel som at lade hesten gå på fold det meste af døgnet. Heste er udviklet til at være græssende dyr, der under normale forhold ville spise græs og planter med et højt fiberindhold og få masser af motion, mens de søgte efter græs og vand. At holde en hest på stald og fodre den med energirigt foder er ikke naturligt for hestens energiomsætning.

Skulle din hest få et nyreslag er det meget vigtigt, at du ikke forcerer hesten frem, da hesten ikke kan arbejdes ud af problemet. Der er rent faktisk set heste dø af den fremgangsmåde. Hesten skal have absolut ro og stilles derfor forsigtigt i en boks indtil dyrlægen ankommer. Dyrlægen vil give din hest smertestillende medicin og eventuelt også beroligende midler. I de alvorligere tilfælde får hesten måske også væske og elektrolytter i en blodåre.

Ved at opretholde hestens væskeniveau kan man også forebygge skader på nyrerne fra de stoffer, der finder vej fra de beskadigede muskelceller via blodstrømmen til nyrerne. I de svære tilfælde af nyreslag kan man se, at hestens urin bliver kaffefarvet, som følge af at nedbrydningsprodukterne fra musklerne udskilles i urinen.

BESTIL TID TIL UNDERSØGELSE AF DIN HEST HER>

Produkter der er relateret til denne artikel:

EQUISTRO® EXCELL E

EQUISTRO® SUPER E/EXCELL E Powder

Equitop Myoplast