Indavl hos chihuahua

Når indavl hos hunde giver dem nogle skavanker!

Besked:

Hej, jeg vil meget gerne have svar over min mail, hvis dette er muligt?

Jeg skal skrive en afsluttende opgave på min skole ( Dyrepasserelev)og jeg vil skrive om en af mine egne hunde, som jeg mener er indavl og gerne vil have det med i opgaven, da han også skal med til fremlæggelsen.

Min vurdering af ham: Han har tendens til overvægt, har meget meget skæve bagben og løse knæskaller, han har meget dårlige tænder og fik rykket en del ud som 3 årig, selvom de bliver børstet (dog ikke hverdag) og der er muligvis betændelse i tandkødet. Han har tendens

til bylder bagi fra analkirtlerne, han er stor af sin race og hans øjne løber rigtig meget.

Mit spørgsmål: kan ovennævnte være grunde til at mistænke indavl og har du evt. Nogle fif eller udtryk til hvordan jeg kan forklare indavl, hvis det er det, altså jeg tænker på sådan noget med dårlige gener mm?

Jeg håber du forstår mit spørgsmål og at du vil hjælpe:-)

Med venlig hilsen

Mille

Hej Mille

Jo jeg vil gerne hjælpe. Hvilken race er din hund og har du mulighed for at maile et par billeder af den?

Med Venlig Hilsen

Ole B. Jensen

Gærum Dyreklinik.

Han er en 5 årig chihuahua, jeg har vedhæftet lidt billeder, det var svært at tage et af bagbenene, men har tegnet en tegning så håber du kan se hvad det forestiller. jeg glemte også at nævne tidligere at hans tunge er for lang og hang også ude inden de fleste af han tænder røg:-)

Med venlig hilsen Mille

Chihuahua-2

Chihuahua, der ses udstående øjne med tåreflåd

Chihuahua-3

Chihuahua, læg mærke til det meget skæve bagben

Chihuahua-4

Chihuahua, hunden er for tyk

Chihua-hua-tegning

Illustrativ tegning af hundens bagben

Hej Mille

Det var nogle fine billeder og en fin illustrativ tegning du sendte. De viser tydeligt, at din hund har skæve bagben og dette diponerer i sig selv for, at hundens knæskal går ud af led.

De løbende øjne ses også tydeligt på et af billederne.

Dit oprindelige spørgsmål gik på, hvordan du kunne forklare hvad indavl er.

Der er ingen tvivl om, at de forskellige renracede hunde lider af en større eller mindre grad af indavl. Indavl opstår, når man parrer beslægtede individer i dette tilfælde hunde.

Det der sker med avkommet er, at man ved parring af beslægtede individer forsøger at give dem de gode egenskaber i dobbelt dosis rent genetisk. Følgen heraf er så også, at man kan få de dårlige egenskaber i dobbelt dosis rent genetisk.

Ved indavl fremmer man således nogle ønskede egenskaber ved dyret. Hos din chihuahua fremmer man de racespecufikke egensjaber med en lille hund, med fremstående øjne og et karakteristisk udseende.

Denne indavl har så f.eks. den konsekvens, at der ikke er plads til tænderne, øjnene er udstående og meget udsatte, skæve ben med løse knæskaller o.s.v.

Dette er selvfølgelig noget der er opstået over tid, men slutresultatet skyldes menneskets trang til at bestemme hvordan racen skal se ud. Det gør vi så ikke så godt, da vi herved i princippet fremavler en række lidelser hos hunden.

En anden form for indavl kaldes linieavl. Dette er dog blot et andet ord for indavl på to eller flere linier af hunde, man indavler intenst på. Linierne holdes så adskilte, så de er sideløbende og ikke har noget med hinanden at gøre rent avlsmæssigt.

Når man har indavlet på de linier en række generationer, får man uværligt nogle individer med indavlsdegeneration. Herefter kan man krydse de to linier og få en krydsningsfrodighed. Når sådan to indavlede linier krydses, fås i reglen et supergodt avkom rent helbredsmæssigt.

Metoden med linieavl og krydsning anvendes meget hos brevduer og krydsningsduerne er i reglen rigtigt dygtige til at flyve hurtigt. I væddeløbssporten hos heste anvendes linieavl også meget, Det er helt normalt, at se indavlskoefficienter på 10 og helt op til 20 %.

Prøv at se hen hest, der hedder legendary lover K på dette link:

http://blodbanken.nu/servlet/GetBBData?breed=warm&lang=swe&trotter=legendary+lover+k

Hestens farfar, Speedy Crown forekommer også 2 gange i dens mors nærmeste familie. Inavlskoefficienten er her godt 20 %.

Man forsøger hermed at producere avkom med de gode egenskaber ved at give dem de gode gener i flerdobbelt dosis. Hesten Speedy Crown er født i 1960 erne og er vel en af verdens bedste avlshingste inden for denne sportgren.

Håber det med hestene kan forklare det med din hund. Princippet er nemlig nøjagtig det samme uanset hvilken dyreart, det drejer sig om.

Generelt kan man sige, at ved indavl kan man få fremgang for de egenskaber man søger, men der er også stor risiko for, at fremavle nogle uheldige egenskaber.

Med Venlig Hilsen

Ole B. Jensen

Gærum Dyreklinik.

Tusind tusind tak for dit svar, det er en kæmpe hjælp, er glad for du ville tage tiden til det:-) og det med hesten kan jeg sagtens se:-)

endnu engang tusind tak:-)