Hvor længe skal hunden have lov at leve?

Hunden skal have det godt mens den er her.

Hej

…nu skriver jeg til dig igen, dog er det 2 år siden jeg mailede sidst 😉

 

Hvordan vil et forløb se ud med en gammel hund – fransk bulldog nu 13 år – med (ubehandlet) sukkersyge? Gennem et par måneder nu har han drukket meget mere vand end han plejer mm. Han er ikke over vægtig, men synet driller lidt, specielt om morgenen. Han pjatter og leger stadigvæk, men han bliver hurtig træt.

 

Vi er godt klar over at vi ikke får lov til at beholde ham 13 år mere – men vi vil gerne beholde ham så lang tid som muligt, men det skal stadig være værdigt for ham – hvilke tegn tænker du vi skal vurdere det ud fra? Hvordan ved vi, hvornår vi skal sige farvel til ham?

 

Kan du hjælpe med et par gode råd?

 

På forhånd tak.

 

Hej hej

Anne-Marie

Hej Anne-Marie

Selvfølgelig kan jeg hjælpe. Efter min opfattelse drejer det sig om livskvalitet for hunden. Har den det skal den have lov at leve, mens en aflivning er på sin plads, hvis der ikke er nogen kvalitet tilbage for hunden.
Min anbefaling er at hunden skal kunne tre ting.

1. Den skal ville spise og drikke.

2. Den skal kunne gå lidt omkring.

3. Den skal kunne holde sig ren og ikke besørge indendøre.

Er disse tre parametre opfyldt mener jeg, at hunden har så meget livskvalitet tilbage, at den bør have lov til at fortsætte livet. Men svigter en eller flere af tingene er det tid til at sige farvel til hunden.

Med Venlig Hilsen

Ole B. Jensen
Gærum Dyreklinik