Bøjede forknæ hos hest
Når hesten hænger i forknæene eller har konstant bøjede forknæ.
Navne:
Tilstanden hvor hesten permanent står med bøjede forknæ beskrives med mange forskellige navne. Det kaldes bøjede forknæ, over på forknæene, løse forknæ, hænger i forknæene m.m. I Engelsksproget litteratur ser man navne som over at the knee og buck knee.
Årsager til bøjede forknæ hos hest:
Tilstanden er i lang de fleste tilfælde en medfødt eksteriørmæssig afvigelse. Bøjede forknæ hos hest kan dog også opstå ved, at hesten kommer til skade. Hvis skaden involverer senernes støttebånd kan hesten ende op med et bøjet forknæ, Senens støttebånd er en lille sene, der går fra bagsiden af forbenets knogle til bøjesenen. Dets funktion er bl.a. at holde bøjesenen på plads.
Betydning af at hesten hænger i forknæene:
Bøjede forknæ er ikke verdens mest uheldige eksteriørmæssige fejl hos heste, dog med en enkelt undtagelse som beskrives nedenfor. Rigtig mange af hestene klarer sig helt uden problemer. Nogle af hestene med bøjede forknæ kan dog have en forøget tendens til at snuble.
Hvad du skal passe på ved bøjede forknæ:
Hvis din hest udover bøjede forknæ samtidig har en bagtil brudt tåakse, er der tale om en hest med et så afvigende eksteriør, at den vil have betydeligt nedsat holdbarhed. Hestens tåakse er den linie man kan forstille sig eller tegne fra hestens kodeled, ned gennem kode, kronben og hoven, når man står og ser hesten fra siden af. Denne linie skal være lige uden en vinkel, hverken fortil eller bagtil. Er denne tåakse brudt samtidig med, at hesten står med bøjede forknæ vil hesten med stor sandsynlighed have nedsat holdbarhed. Er du i tvivl om din hests tåakse kan du få din dyrlæge til at vurdere denne.
De bøjede forknæ sammen med en brudt tåakse øger hestens risiko for at få en klapsene og problemer med kodesenebenene, da disse strukturer er udsat for en større belastning, når hesten både har bøjede forknæ og en brudt tåakse.
Hvilken træning er godt for en hest med bøjede forknæ?
Her drejer det sig om træningsmetoder som styrker din hests forben. Der kan være tale om Caveletti træning, træning op af bakke, traversader og arbejde i cirkler. Disse træningsmetoder styrker generelt hestens forpart og koordinationsevne og vil derfor være velegnede til heste med bøjede forknæ.
No comments yet.