Behandlingsmuligheder ved analfistler.
Min Schæfer hund har analfistler.
Hvilke behandlingsmuligheder er der?
Besked:
Hej…
Jeg har en dejlig stor schæferhan på snart 9 år..
Han har altid døjet med eksem og kløet sig voldsom i perioder,,,det
har dog hjulpet at komme til dyrlæge hvor han har fået en
indsprøjtning og nogle piller han skulle have hver anden dag over en
periode…
I dag har jeg så ikke været hjemme men min søn har været
her…Sidst på formiddagen begyndte hunden at bløde voldsomt ud fra
endetarmen og han kørte selvfølgelig til dyrlæge med ham….
Dyrlægen sagde at det var fistler og ret voldsomt …Kenzo (hunden)
fik en indsprøjtning og så skulle han have en pille hver anden dag
Prednisolon 25 mg. 10 stk…jeg har søgt lidt på nettet og bliver da
meget bekymret da det ser ud til at det kan være en permanent
lidelse…og at det kan være nødvendig med en operation,,,,kan jeg
gøre noget for at lindre ham ?
Han har ikke villet spise noget de sidste dag,,,men her til aften har
han dog spist rugbrød m. Leverposteg,,,hans afføring har været
normal…
Med venlig hilsen
En bekymret hundeejer….
Hej Lis
Jeg kan godt forstå, at du er bekymret. Hvis der er tale om en såkaldt schæfer numse er det en meget alvorlig tilstand.
Prøv om du ikke kan tage nogle billeder og maile dem, så jeg kan se hvad der er tale om og måske hjælpe.
Med Venlig Hilsen
Ole B. Jensen
Gærum Dyreklinik.
Hej Lis
Tak for billederne af analfistlerne hos din schæferhund.
Analfistler hos schæferhunde er noget rigtigt skidt fordi resultatet af eventuelle behandlinger ofte er nedslående.
Der er jo tale om en autoimmun sygdom, hvor hundens immunsystem reagere (bekæmper) elementer i hundens eget væv.
Der er følgende behandlingsmuligheder ved analfistler:
1. Operation:
Er sygdommen ikke for veludviklet kan man bort operere fistlerne og sy sammen. Ulempen ved operation er, at endetarmens lukkemuskel i nogle tilfælde beskadiges, således at hunden efterfølgende har svært ved at holde på afføringen. En anden ulempe er at der i de fleste tilfælde efter et stykke tid opstår nye fistler, da den autoimmune sygdom jo ikke er helbredt.
2. Behandling med binyrebarkhormon.
Denne behandling har kun kortvarig effekt på en autoimmun sygdom og er kun symptombehandling.
3. Behandling med ciclosporin.
Ciclosporin er en cellegift og behandling med dette middel har i enkelte tilfælde vist god effekt på analfistler.
Ulempen er behandlingens pris, som kan være op til 16.000 kr. i medicin, samtidig med at du ikke har nogen garanti for, at behandlingen har effekt på netop din hund.
4. Protopic salve.
Dette er en salve til lokalbehandling af området med analfistlerne. Protopic salve indeholder det virksomme stof Tacrolimus som har en dæmpende effekt på hundens immunsystem. Salven er til at betale og vi har haft gode erfaringer med denne behandlingsform. Der skal dog regnes med livslang behandling.
Som du ser er det en alvorlig lidelse din schæferhund har. Behandlingerne giver ofte et dårligt resultat og rigtigt mange gange ender lidelsen desværre med en aflivning senere i forløbet.
Jeg vil anbefale dig at behandle med Protopic, som i hvert tilfælde vil kunne give din hund noget tid endnu.
Med Venlig Hilsen
Ole B. Jensen
Gærum Dyreklinik.
No comments yet.